Lav dit eget genbrugspapir

Mangler du en sjov og bæredygtig aktivitet med børnene i sommerferien, når temperaturen udenfor bliver lidt for høj? Så kan I trække indenfor og lave jeres helt eget genbrugspapir. Vi har lavet en lille guide til en sjov familieaktivitet her.

Lav dit eget genbrugspapir

Mangler du en sjov og bæredygtig aktivitet med børnene? Og er sorteringsboksen til papir ved at være fyldt godt op? Så er her en guide til at lave dit eget genbrugspapir. Du kan bruge alt fra almindeligt printerpapir og gamle aviser til æggebakker og toiletruller.

Til omkring 25 ark på 30×30 cm går der ca 500g papiraffald.

Til fremstilling af papirmassen skal du bruge

  • Papiraffald (almindeligt papir, karton, æggebakker, toiletruller og gamle aviser kan bruges)
  • Vand
  • En blender eller stavblender
  • En spand eller balje til at blande papirmassen

Til fremstilling af genbrugspapir skal du bruge

  • To rammer i træ (den ene med et fint net på – de kan enten købes i hobbybutikker eller laves selv med finttrådet net eller tyl sat fast på rammen)
  • En stor balje (større end rammerne)
  • Tørre viskestykker
  • En svamp
  • Evt. et strygejern til at tørre papiret hurtigt med
  • Papirmasse lavet af papiraffald

Sådan laver du papirmassen

Her kan børnene komme på banen. I skal nemlig starte med at rive papiret i små stykker. Helst ikke større end 2×2 cm.

Papiret smides i en balje, og der skal hældes varmt vand over. Vandet skal dække papiret helt. Derefter skal papiret ligge og trække i vandet – meget gerne natten over. Hvis I er lidt utålmodige er et par timer også nok.

Efter papiret har ligget og trukket skal papirmassen blendes. Der skal ⅓ papirmasse til ⅔ vand. I kan blende med en stavblender eller hælde massen i en blender på lav hastighed. Massen skal løbe frit rundt i blenderen, så der skal evt. mere vand til.

Nu er I klar til at lave jeres eget genbrugspapir. Papirmassen kan holde sig en lille uges tid, hvis den stilles køligt.

Fremstilling af papir

Papirmassen hældes i den store balje. Hvis papiret skal være tyndt, skal massen fortyndes med vand. Der skal meget vand og lidt papirmasse til. Skal papiret være tykt, skal der mest papirmasse til.

Det er vigtigt at røre rundt i vandet i baljen, inden I starter. Ellers vil papiret falde til bunds.

Dernæst holdes de to rammer sammen. Rammen med nettet skal ligge nederst. De skal vende sådan, at nettet ligger i midten, mellem de to rammer.

Så føres rammerne lodret ned i papirmassen, og  herefter vendes i en bue ned mod dig selv til de ligger vandret.

Rammerne løftes forsigtigt op, stadig vandret – ellers bliver papiret ujævnt. Ryst forsigtigt og lad dem dryppe af.

Den øverste ramme uden net tages af og lægges til side.

Rammen med papir skal derpå lægges forsigtigt oven på et tørt og rent viskestykke med papiret nedad mod viskestykket. På bagsiden af nettet skal I duppe forsigtigt med en svamp.

Så løftes rammen med nettet af, og papiret bliver liggende på viskestykket.

Dernæst ligger I et viskestykke mere oven på papiret og lader det tørre. Et godt tip er at stryge oven på med et strygejern – så tørrer papiret hurtigere. I kan også hænge viskestykket med papiret til tørre.

Tillykke – nu har I jeres eget flotte genbrugspapir, I kan skrive eller tegne på.