Plantefarvning – farv tøj med avocado

Endelig er avocadoerne modne, så du kan lave en ordentlig portion guacamole. Men hvad nu med alle skallerne og stenene? Dem behøver du ikke smide ud lige med det samme. Avocadoens skal og sten kan nemlig bruges til at farve tekstil.

 

Under corona er det blevet et hit at farve med planter. Udover at farve med avocado kan du farve også med både løgskaller, spinat og rødkål. Du kan også farve med blade, blomster, bær og nødder, du har fundet i naturen. Der er rig mulighed for at udforske farverne i plantefarvningens univers. Så har du noget gammelt stof eller tøj liggende, der trænger til at få nyt liv, er her en lille guide til at farve med avocado. Hvad farve bliver avocado så? Når du farver med avocado, får stoffet den smukkeste gammelrosa farve, der passer perfekt med vores rosa ReCollector sorteringsboks.

Dette skal du bruge til avocadofarvning

  • En stor gryde (gerne 7-10 liter)
  • Evt. sojamælk eller alun (det bruges til at bejdse stoffet, så farven holder bedre)
  • Avocadoskaller og -sten fra 6-10 avocadoer (jo flere avocadoer, des kraftigere farve – du kan sagtens fryse dem ned og samle sammen en god portion over længere tid)
  • Lagereddike
  • En si eller viskestykke
  • En ske
  • En spand eller balje
  • Evt. et termometer 
  • Stof, evt. en trøje der skal farves (naturlige fibre som uld og silke tager rigtig godt imod farve, men du kan også bruge bomuld, hør eller viscose)
  • En god portion tålmodighed (hele processen tager nogle dage)

Klargøring af avocadoer

Avocadoskallerne og -stenene skal renses helt for kød – der må ikke sidde rester tilbage. Derefter skal de ligge til tørre i vindueskarmen. Skallerne kan med fordel rives i lidt mindre stykker, og stenene skæres i tern. Hvis du ikke kan få brugt så mange avocadoer på én gang, kan de sagtens fryses ned, efter de har ligget til tørre. Du kan både farve med skallerne og stenene, hver for sig eller sammen. Skallerne giver en smule brunere farve, mens stenene giver den smukke rosa farve.

Bejdsning

Først skal stoffet bejdses (for de utålmodige kan dette trin springes over, men det er ikke sikkert farven holder så godt efter vask). Til bejdsning kan du bruge alun eller sojamælk.

Alun: Hvis du vælger alun, skal du tage 15g og koge op i én liter vand. Derefter skal der hældes koldt vand i til vandet er ca 30 grader. Derpå lægges stoffet i, og vandet varmes op til 80-90 grader. Så vidt muligt skal denne temperatur holdes, og der skal røres rundt i stoffet undervejs, gerne op til en time. Derefter skal stoffet ligge i væsken et døgns tid. Derefter kan stoffet tages op og tørres, så det er klar til farvning.

Sojamælk: Det er lidt nemmere at bejdse med sojamælk. Alt efter stoffets størrelse, skal stoffet skylles op i sojamælk. Til én t-shirt er ca. én liter en fin mængde. Det er vigtigt, at stoffet ikke suger sojamælken godt, og at væsken fordeler sig jævnt. Sørg derfor gerne for at vride lidt af sojamælken ud af stoffet, inden det hænges til tørre. Stoffet skal gerne hænge til tørre i 3-4 døgn. I mellemtiden kan du jo spise lidt flere avocadoer!

Nu er vi endelig klar til at farve med vores avocadoer. Den store gryde fyldes op med vand, og så lægges skallerne og stenene i. Vandet koges op, og efter at have kogt en time, sies skaller og sten fra. Nu må de gerne smides ud. Derefter skal det flotte farvevand nu have et lille opkog. Så slukker du for varmen og lægger stoffet i. Det er vigtigt, at der ikke er for meget stof i gryden, for så kan farvningen blive ujævn. Det første kvarter er det også en god idé at røre i gryden konstant, så stoffet rigtigt får suget væsken til sig, og farven fordeler sig. Derefter tages gryden af varmen.

Nu skal stoffet have lov til at ligge i gryden og hygge sig, mens det suger godt med farve til sig. Omtrent 24-48 timer er rigeligt. Jo længere tid, jo kraftigere bliver farven.

Efterbehandling

Når stoffet har ligget og hygget sig i 1-2 døgn, tages det op og vrides en smule. Herefter lægges det i et vandbad med en god sjat eddike. Derefter vrides den værste væske fra igen, og så er det en god idé at stryge det våde stof lidt. Denne proces hjælper med at binde farven, så den holder bedre.

Til sidst hænges stoffet til tørre, og så er det nok en god idé at vaske det en gang, inden det tages i brug. Farvevandet kan sagtens gemmes og bruges igen og igen, men der er det en god idé at give det et opkog en gang om dagen. Ellers er det også muligt at fryse det ned til senere brug. Farvevandet kan også bruges til at lave farvet papir.

Til denne guide har vi farvet bomuld og hør, men især uld og silke tager godt imod farve. Vi har også givet nyt liv til et sæt gammelt, hvidt sengetøj, der har fået en smuk sart rosa farve.

Rigtig god fornøjelse.