I Danmark bruger vi hvert år 825 ton gavepapir. Det meste bliver kun brugt én gang, inden det bliver smidt ud. Ofte er gavepapir er belagt med glimmer og plastik, og derfor kan det ikke genanvendes til ny papirproduktion. Det skal nemlig smides ud som almindeligt husholdningsaffald. Det er spild af ressourcer. Og det belaster klimaet unødvendigt. Hvis du gerne vil styre uden om det miljøbelastende gavepapir, får du her nogle alternativer til flot gaveindpakning med god samvittighed. Og de heldige modtagere får gaver, der pakket kreativt og personligt ind.

Stofrester, gamle duge og sengetøj

Måske har du stofrester liggende i gemmerne, du aldrig får brugt til noget? Det kan også være en smuk dug, som er gemt væk nederst i skuffen på grund af en fæl rødvinsplet. Stoffet kan fint bruges som indpakning. Pletten kan du jo bare klippe udenom. Stoffet kan samtidig bruges til gavebånd.

Pak gaven ind i en gave

En rigtig smart idé er at pakke gaven ind i noget, der i sig selv er en gave. Gå på loppemarkeder og find flotte, gamle trææsker eller patinerede kagedåser til formålet.
Et andet godt bud er silketørklæder. Her kan du lade dig inspirere af den japanske indpakningsteknik, furoshiki, hvor gaven pakkes ind i et tørklæde eller stykke stof til formålet. Der er forskellige måder at gøre det på. På youtube kan du finde flere guides til furoshiki.

Avispapir og papirsposer

Gør kål på stakken af aviser og giv dem et ekstra liv, før de ryger videre til papircontaineren. Det gode ved aviser og papirsposer er også, at de udgør en neutral baggrund, som nemt kan piftes op med en grankvist, en stribe farverigt tape, garn, elastikker eller (genbrugt) gavebånd.
Et lille tip: Tjek ved at gnide på avispapiret, om trykket smitter af. Ikke alle gaver bliver pænere med print 😉

Gå efter ‘grønt’ eller genanvendeligt gavepapir

Findes der bæredygtigt gavepapir? Det gør der faktisk. Flere producenter og forhandlere af gaveindpakning har heldigvis fået øjnene op for, at mange forbrugere vil have gavepapir, der ikke belaster klimaet unødigt.

Mange faktorer spiller ind, når gavepapir skal defineres som bæredygtigt. Men gå efter disse pejlemærker, så er du godt med:
– Vælg gavepapir produceret af genbrugspapir
– Køb FSC-mærket papir
– Vælg gavepapir som kan genanvendes – dvs. er fri for plastikfilm og glitter

En helt anden mulighed er genanvendeligt gavepapir, der ikke bliver krøllet eller går i stykker – eksempelvis Everwrap, der findes i flotte farver og mønstre. Det forhandles blandt andet her.

I stedet for gavebånd kan du bruge jutesnor, garnrester eller stofbånd. Og gaven kan piftes fint op med årstidens blade, grene eller andet fint fra naturen.

Giv pakken videre

Tænk i årets løb på at gemme pæne poser fra produkter, du har købt i butikker, og de små forsendelsesæsker, du får med pakkeposten. Med lidt æstetisk sans og fingersnilde kan de pyntes fint og få gaven til at ligne en million. Kun fantasien sætter grænser, når der skal pakkes gaver ind.